PASNINGSVEJLEDNING

 
FORBERED DIT HJEM

Ildere er utrolig nysgerrige og smidige. De kan derfor komme ind i de mindste åbninger. Det er derfor utrolig vigtigt, at man ”ildersikrer” sit hjem. Som udgangspunkt skal alt over 2-3 cm i diameter lukkes af, for at være sikker på at ilderen ikke kan komme igennem. En god tommelfingerregel:

"kan ilderens hoved komme igennem, så kan resten af kroppen også."

Man kan som ejer have ildere både ude og/eller indendørs i bur eler voliere. Det anbefales, at man ikke lader genstande liggende af spiselig størrelse, da nogle ildere kan finde på at tygge i dette. Dette gælder fx ledninger og børnelegetøj.
 
De fleste ildere elsker at grave, så du kan ligeså godt forberede dig på, at du må vinke farvel til dine stueplanter.
 
 

BUR / VOLIERE /  VÆRELSE OG INDRETNING

Hvis man vælger at have et bur eller voliere til sin ilder, er det vigtigt, at der i dette bur er rigeligt med plads til, at den kan røre sig, såfremt at buret bruges dagligt. I buret skal der altid være adgang til frisk mad og vand. Buret skal indeholde minimum ét sovested, noget legetøj og kattebakke. Sovestedet kan bestå af en hængekøje, tæpper, håndklæder eller lignende. Ildere kan bruge de fleste dyreartikler, som egentligt er rettet mod katte og hunde. Etagebure er anbefalelsesværdige, da de forsyner din ilder med god plads, motions muligheder og et godt udsyn i dit hjem. Vær opmærksom på, at træmmeafstand på buret og/eller maskestørrelse på hegnet/nettet til volieret ikke er for stor, så ilderen kan klemme sig ud imellem. Hegnet/nettet skal være af en god og stærk kvalitet som fx. minktråd. Mange har et rum / værelse til deres ildere, hvor de kan gå fuldkommen frit.
 
 

TOILETBAKKE

En ilder kan bakketrænes ligesom katte. De fleste kattebakker kan også bruges til ildere, hvis kanten ikke er for høj (max 14 cm). I bakken kan der bruges kattegrus eller træpiller (6mm - 8mm). Det er forskelligt fra ilder til ilder, hvad de finder mest behageligt at bruge. Vælger man kattegrus, anbefales det at bruge kattegrus, der ”klumper” og ikke støver. Undgå også kattegrus, som er parfumeret. Ildere besørger oftest hjørner, når de skal på toilettet. Man kan med fordel ligge aviser i hjørnerne i de rum, hvor ilderen løber frit. 
 
 

LEGETØJ

Ildere har stærke tænder, og det frarådes derfor, at man giver sin ilder noget legetøj, som kan tygges i stykker, eksempelvis gummi. Risikoen for at ilderen kan sluge det er særligt stor, hvilket kan være livsfarligt. Godt legetøj til ildere vil være ting som bolde af hård plast, træ, stof, evt. med en klokke indeni. Jo mere det larmer, jo bedre er det ofte. Ildere elsker rør af alle slags og andre ting, som de kan kravle ind i eller igennem fx. poser og kasser.
 
 
 
AKTIVITET OG DAGSRYTME
 
Ildere er intelligente dyr, og de har et stort behov for aktivering og social kontakt. Ildere sover ca. 16-18 timer i døgnet. Om vinteren (eller for ældre ildere) stiger antallet af timer ofte. De er fra naturens side aktive omkring skumring, men tilpasser sig sin ejers dagsrytme.
 
 

FODER
  • TØRFODER: Tamilderen kan som udgangspunkt fodres med tørfoder der er lavet specielt til dem og noget katte/killingefoder. Der findes utrolig mange varianter af disse, og vi vil råde stærkt til at man vælger foder med et højst animalsk indhold og med så lidt kulhydrater som muligt, såsom korn. Det er en god idé at supplere sin ilders tørfoderkost med kød regelmæssigt. Mus, rotter, kanin og rå kylling er en god kilde til kød. Man finder mus og rotter i flere forskellige dyrebutikker. Hvis man giver sin ilder kød med ben, må dette ikke være tilberedt, da det kan splintre og skade ilderen. Tørret kødgodbiddder (100% kød) kan også bruges som suplement hvis man primært fodre med tørfoder. 
    DTK anbefaler bl.a., at man anvender Revolution, Ferretastic eller Chick Norris. Disse tre varianter er alle fra Frettchen4You, hvilket er en tysk hjemmeside, som har specialiseret sig i ilderfoder. Hjemmesiden er sikker, og du kan dermed trygt bestille dit foder.
 
  • BARF: BARF står for ”Bones And Raw Food” (knogler- og råt foder) eller ”Biologically Appropiate Raw Food” (biologisk passende råt foder). Det blev ”opfundet” af dyrlæge Ian Billinghurst, Australien i 1984. Baggrunden for at mennesker vælger at give deres ilder ”BARF, er at de mener at dyrets føde skal komme så tæt på det de lever af i naturen som muligt. 
 
 
VACCINATIONER OG GENEREL PLEJE

Når ilderen fylder 10 uger anbefales det, at de bliver vaccineret mod hvalpesyge, da denne sygdom som regel er dødelig. Selvom din ilder går indenfor, kan den stadig blive udsat for sygdommen, og det anbefales derfor stadig at ilderen vaccineres. Vaccinen hedder Febrivac dist. Febrivac DE kan ligeledes anvendes. 

Tager man sin ilder med udenfor Danmarks grænser, så kræver det et pas og en rabies vaccination. Rabies vaccinen skal fornyes hvert 3 år.
 
Udover et årligt dyrlæge besøg, hvor ilderen sundhedstjekkes og vaccineres, er der også andre ting, som man selv bør holde øje med og tjekke på sin ilder med jævne mellemrum.
  • PELS OG HUD: Korthårede ildere kræver stort set ingen pelspleje. Angoraer (langhårede ildere) derimod har ofte brug for at blive børstet regelmæssigt, da skidt og andre ting og sager lettere kan sætte sig fast i deres pels. Man bør ikke vaske sin ilder, med mindre det er en nødssituation. Så fremt man er nødsaget til at vaske den, bør man undgå shampoo. Rent lunt vand er som oftest nok. Bruger man shampoo, anbefaler vi at man bruger en så mild ph-neutral type som muligt. Shampoo er ikke godt for ildere, da det nedbryder hudens naturlige fedtballance. Vasker man sin ilder med shampoo regelmæssigt, ses det ofte, at ilderens lugt øges ydereligere, da ilderens krop forsøger at afballancere fedtballancen igen. Ildere går igennem pelsskifte to gange om året (foråret og efteråret). I pelsskifteperioderne kan det være nødvændigt at hjælpe ilderen af med det løse hår ved at børste den - Ikke blot fordi det klør, men også fordi ilderen kan risikere at få mave / tarm problemer, hvis den indtager for mange hår, når den vasker sig. 
  • NEGLE / KLØR: Ilderes klør vokser og slides ikke altid ned på naturlig vis. Derfor er det ofte nødvendigt at klippe ens ilders klør med jævne mellemrum. Nogle ilderes klør vokser hurtigere end andres og bør derfor holdes nede oftere end normalt. Generelt for alle ildere er, at klør på forpoterne vokser hurtigere end på bagpoterne. Derfor er det oftest kun nødvendigt at klippe dem på forpoterne. De fleste klipper deres ilderes klør hver 14 dag. I hver klo sidder der en blodåre, som man skal undgå, når man klipper klør på sin ilder, da det vil gøre ond på ilderen, hvis man klipper i den. De fleste ilderes klør er lyse / let transparante, og man vil derfor være i stand til at se blodårens placering.
  • TÆNDER: En ilders tænder er vigtige at holde ved lige. Danner der sig for store belægning af tandsten, kan dette skade ilderens tandsæt. Fodre man med Barf er det ofte ikke nødvendigt at fjerne tandsten selv, da mængden af tandsten holdes nede, når ilderen tygger i kød med knogler og tørret kød og hele foderdyr. Det ses ofte at ildere knækker en eller begge deres hjørnetænder. Oftest er det kun spidsen. Er det ikke det, er det sommetider nødvendigt at fjerne hele tanden hos dyrlægen hvis den er knækket for langt oppe.
  • ØRE: Alle ildere er forskellige, og det kan derfor variere meget fra ilder til ilder hvor ofte, at man bør rense deres øre. Ørerensning foregår med vatpinde. Det er fordelagtigt at bruge nogle, der er små, da man lettere kan komme til. Man skal være forsigtig med at rense for dybt, da dette kan forårsage skader i ørekanalen hos ilderen. 
 
 

LUGT

Ligesom alle andre dyr, har ilderen også sin lugt. Ilderen har dog ofte en lidt kraftigere lugt. Hvis ilderen bliver bange / forskrækket / ophidset kan den godt finde på at lukke gas ud, som selvfølgelig kan lugte grimt. Det er ilderens måde at forsvare sig på.
  • RENGØRING: Ildere kræver meget rengøring i forhold til andre kæledyr, som fx hund og kat. 
    Vi anbefaler, at man vasker ildernes ting (fx tæpper, senge og hængekøjer) med parfumefrit vaskepulver, da nogle ildere kan være overfølsomme overfor det eller udvikle allergi. Afhængigt af hvor mange ildere man har kan det variere hvor ofte, man skal vaske. Har man fx 2 ildere bør det være nok at vaske 1 gang om ugen eller 1 gang hver anden uge. Kattebakken bør tømmes dagligt således, at den ikke bliver for fyldt, og ilderen dermed træder i sit eget afføring. Bliver bakken for fyld risikerer man, at lderen søger andre steder hen, hvor der er mere plads.
  • STØV / PARFUME / RØG: Ildere har brug for et sundt og rent miljø, ligesom andre dyr og mennsker. Støv, parfume og røg er lige så skadeligt for ildere, som det er for mennesker. Disse ting kan forårsage luftvejsproblemer m.m. 
Dansk Tamilder Klub (DTK) | CVR: 36179287 | - Danmark | dtk-dk@hotmail.com